nanoq Nanoq
GrønlandskDanskEnglish
  • Borger
  • Inatsisartut

Livstestamente

Departementet for Sundhed (PN)

Departementet for Sundhed (PN)

Departementet for Sundhed

Postboks 1160
3900 Nuuk

Fax: (+ 299) 32 55 05

E-mail

 


Livstestamente


Man kan selv bestemme


Tidligere har der ikke været nogen tvivl om, at det er en læges opgave at opretholde liv så længe, det er muligt.


Med de muligheder, lægerne i dag har for at forlænge livet, er der opstået et problem for mange mennesker.


Tanken om at leve uden bevidsthed eller uden håb om bedring kan virke ubehagelig, ja skræmmende.


Det har fået mange til direkte at sige til deres pårørende, at skulle de komme i den situation, så ønsker de hellere at dø i fred.


De tekniske muligheder for at holde mennesker i live er i dag så udviklede, at det er muligt at overveje, om ikke man selv bør have indflydelse på,  hvad der skal ske i denne situation.


Lovgivningen gør det derfor muligt at skrive livstestamente.


Livstestamente


Ved at skrive livstestamente, mens man er rask og klar i sindet, kan man sikre sig, at ens eget ønske bliver respekteret. I livstestamentet kan man fortælle lægerne, at hvis døden er uafvendelig, ønsker man ikke at blive behandlet alene for at forlænge livet. Man kan også fortælle, at hvis man ligger hjælpeløs hen og håb om bedring er udelukket, ønsker man heller ikke at blive behandlet for at forlænge livet.


Ikke aktiv dødshjælp


Man skriver ikke under på, at man ønsker døden fremskyndet aktivt. Man fremsætter derimod ønske om ikke at blive holdt i live i en situation, hvor man selv er ude af stand til at ytre sig, og hvor alt håb om en bedring af situationen er opgivet.


Hvis man er ved bevidsthed og selv kan fremsætte sine ønsker, bliver de naturligvis respekteret. Testamentet træder først i kraft, når læger og pårørende ikke kan komme i kontakt med én og aldrig vil komme det igen.


Testamentet skal registreres


Testamentet består af den lille blanket bagest i pjecen. Når den er udfyldt af dig, skal den sendes i lukket kuvert til Rigshospitalets Livstestamenteregister – adressen står under blanketten. På Rigshospitalet registreres alle livstestamenter, såvel grønlandske som de danske.


Når Rigshospitalet har modtaget testamentet, vil du få en bekræftelse sammen med en opkrævning på 50,- kr. i registreringsgebyr. Gebyret skal betales inden to måneder, ellers bliver du slettet af registret.


Hvis testamentet bliver aktuelt


Læger på sygehuse, plejehjem osv. vil altid selv henvende sig til Rigshospitalet, hvis det skulle blive aktuelt, for at få at vide, om en patient har skrevet livstestamente. Denne pligt gælder, uanset om patienten er under behandling i Grønland eller i Danmark.


Der er forskel på, hvordan læger skal opfylde patientens ønsker ifølge livstestamentet:


Har man i livstestamentet givet udtryk for, at man ikke ønsker behandling, hvis døden er uafvendelig (punkt 1 i testamentet), skal lægerne altid rette sig efter det.


Har man ønsket ikke at blive behandlet for at forlænge livet, hvis man ligger hjælpeløs hen uden håb om bedring (punkt 2), skal lægen tage det med i sine overvejelser om behandling.


Er der andre, der skal have besked?


Det kan være en god ide at fortælle sin familie om beslutningen. Situationen kan ellers være svær for de pårørende, når den pludselig opstår. Det kan også være en god ide at tale med sin læge om sine beslutninger.


Tilbagekaldelse


Hvis du skulle fortryde, kan testamentet tilbagekaldes ved skriftlig henvendelse til registret. Hvis du kommer i en situation, hvor det er aktuelt, kan du også tilbagekalde testamentet over for den læge, der behandler dig.


Hvordan får man en pjece


Du kan få pjecen på dit lokale sygehus

 

Til top

Sidst opdateret : 15.04.2008

Webmaster : Ea Cecilie Aidt

Namminersorlutik Oqartussat, Imaneq 4, Postboks 1015, 3900 Nuuk, Telefon: (+299) 34 50 00, Fax: (+299) 32 50 02, E-mail: info@nanoq.gl