Grønlands Erhvervsudviklingsråd blev nedsat i begyndelsen af 2007 for at modernisere rådgivningen af Landsstyret på erhvervsområdet og arrangerede i april 2007 et seminar med titlen "På vej mod en ny erhvervsstruktur - strukturelle udfordringer for erhvervsudviklingen og arbejdsmarkedet 2007-2014". På seminaret fremlagde et bredt udsnit af aktører de væsentligste erhvervssektorers strukturelle udfordringer samt fremadrettede anbefalinger til problemløsning i de individuelle sektorer. Efterfølgende har Erhvervsudviklingsrådet behandlet disse udfordringer og anbefalinger, og sammenfattet disse i rådets paper, som har været forelagt Landsstyret.
Erhvervsudviklingsrådet arbejder overordnet ud fra spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden - og hvordan dette kan opnås bedst muligt. Dette spørgsmål er vigtigt i en tid, hvor indtægter fra fiskeriet både lokalt og internationalt er hårdt presset. Erhvervet er for en dels vedkommende afhængig af offentlige særordninger og beskæftiger uforholdsmæssigt mange folk. Samtidig præsenteres vi for nye muligheder i andre erhverv med høj vækst, men med mangel på kvalificeret arbejdskraft.
Paperet konkluderer, at det grønlandske samfund i dag har en enestående mulighed for at konvertere fastholdte arbejdspladser fra et på flere måder uhensigtsmæssigt struktureret fiskerierhverv til godt lønnede og stabile jobs i væksterhverv indenfor råstofindustrien, bygge- og anlægssektoren, turismen, en eventuel aluminiumsindustri og de øvrige landbaserede erhverv, herunder service-, transport- og finanssektoren. Det giver samtidig også en mulighed for at effektivisere produktionen i fiskeriet med fokus på de dele af erhvervet, der enten udviser eller kan komme til at udvise rentabilitet, mens vi styrker og supplerer økonomien gennem de kommende væksterhverv.
Det konkluderes ligeledes, at det er væsentligt, at vi har en helhedsorienteret tilgang, og at vi fx ikke ender i en situation, hvor nye væksterhverv blot stjæler den produktive arbejdskraft fra andre erhverv, hvor den fortsat behøves, eller at vi skaber en ny, ensidig erhvervsstruktur. Der kræves således fokus på at optimere og opkvalificere den eksisterende arbejdsstyrke og således fortsat prioritere arbejdet med Uddannelsesplanen samt supplere denne gennem udenlandsk rekruttering, hvor det er nødvendigt for at opretholde et højt og rentabelt produktionsniveau i alle sektorer.
Erhvervsudviklingsrådets svar på de eksisterende og kommende strukturelle udfordringer er en helhedsorienteret, langsigtet planlægning og vilje til et bredt fokus på produktionseffektivitet og på væksterhvervenes behov ved konvertering af jobs fra traditionelle erhverv gennem optimering af den eksisterende arbejdsstyrke, kompetenceudvikling og i det hele taget arbejdsmarkedsudvikling. Uden arbejdsmarkedsudvikling mister vi mange af mulighederne for og fordelene ved erhvervsudvikling.
