nanoq Nanoq
GrønlandskDanskEnglish
  • Borger
  • Inatsisartut

Børneattester i Grønland

Inatsisartut har i foråret besluttet, at der skal indhentes børneattester ved ansættelse eller beskæftigelse af personer, der skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Dette gælder uanset om der betales løn eller andet vederlag for arbejdet. Dette fremgår af Inatsisartutlov nr. 8 af 19. maj 2010 om pligt til at indhente børneattest.

Indhentelse af børneattest

Det er således den ansættende eller beskæftigende myndighed, virksomhed m.v., der skal indhente børneattesten. Den ansættende eller beskæftigende myndighed, virksomhed m.v. skal indledningsvis vurdere, om der er tale om et arbejde, der medfører en direkte kontakt til børn. Det er Rigspolitiet, der fremsender oplysningerne i en børneattest til den ansættende instans. Rigspolitiet kan ikke fremsende de ønskede oplysninger, hvis den person, oplysningerne angår, ikke skal have en direkte kontakt til børn. Dette betyder, at personen skal ansættes i en stilling eller beskæftigelse, hvor den pågældende som led i løsningen af sine opgaver får direkte kontakt til børn under 15 år.

Der skal imidlertid også indhentes børneattest, selv om en person ansættes uden at det har været tanken, at denne skulle have en direkte kontakt til børn under 15 år, hvis det viser sig, at personen rent faktisk 3 gange i en periode på 3 måneder eller i en sammenhængende periode på mindst en uge har beskæftiget sig med børn under 15 år. Dette betyder samtidig, at der ikke skal indhentes børneattester på en person, der f.eks. gæsteoptræder en enkelt gang eller 2 i en børnerelateret funktion.

Børneattestens oplysninger

En børneattest indeholder oplysninger om en eller flere af følgende typer af kriminal- og straffelovsovertrædelser: incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år,

udbredelse eller besiddelse af børnepornografi, blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år.

Det vil herefter fremgå af en børneattest, om den person, der ansøger en børnerelateret stilling eller beskæftigelse tidligere er blevet dømt for en af de ovenfor nævnte overtrædelser.

Hvem skal der indhentes børneattest for?

Det fremgår af lovgivningen om børneattester, at der skal indhentes børneattester på eksempelvis instruktører, lærere, vejledere, pædagoger, trænere, spejderførere, præster m.v. samt en række andre nærmere angivne personer, som i kraft af deres stilling får en direkte kontakt til børn under 15 år. Det er dog ikke stillingsbetegnelsen som er afgørende, men personernes reelle funktion. Loven gælder i den forbindelse også for vikarer, afløsere eller studerende i praktik, der skal have en direkte kontakt med børn under 15 år. For nærmere oplysninger om, hvilke stillingsfunktioner, der skal indhentes børneattester på, henvises til Inatsisartutloven.

Udenlandske statsborgere

Ved ansættelse af udenlandske statsborgere kan der forlanges af den pågældende, at få udleveret det der i det respektive land svarer til en privat straffeattest. Rigspolitiet kan ikke indhente oplysninger fra andre landes kriminalregistre, og det er derfor ansøgerne selv, der skal fremskaffe dokumentation i forhold til straffeattest og evt. børneattest, hvis børneattester anvendes i det pågældende land.

Der skal dog altid rekvireres en børneattest hos Rigspolitiet i Danmark på alle der ansættes eller beskæftiges med børn under 15 år, uanset deres statsborgerskab, bopæl osv., idet den pågældende kan være dømte i Danmark, Grønland og Færøerne, selvom de ikke bor eller har statsborgerskab her. I tilfælde af ansættelse af udenlandske statsborgere er det derfor stadig meget vigtigt, at der bliver skrevet personens fulde navn og fødedato på rekvisitionsblanketten.

Gælder fra 1. august 2010

Kravet om indhentelse af børneattester gælder kun i relation til personer, der ansættes fra den 1. august 2010 og fremover. Dvs. at pligten til at indhente børneattester alene gælder i forhold til nyansættelser. Den ansættende eller beskæftigende myndighed, virksomhed m.v. kan dog, selv om den ikke er forpligtet hertil, frivilligt beslutte, at der også skal indhentes børneattester på personer, ansat før lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Rekvisitionsmaterialet

Det er gratis at indhente børneattester og selve det materiale, der skal benyttes til at indhente børneattester, hentes øverst på denne side ved at klikke på ”Børneattest-rekvisition til benyttelse i Grønland”. Her er der også en vejledning til udfyldelse af rekvisitionsmaterialet på grønlandsk og dansk. Den ansættende instans kan downloade materialet og udfylde rekvisitionsblanketten og sikre sig udtrykkelig samtykke med underskrift fra den person, som oplysningerne angår. Bemærk i den forbindelse, at rekvisitionsmaterialet kan printes ud og udfyldes, hvorefter det enten sendes med almindelig post eller faxes til Rigspolitiet. Rigspolitiet sender dog altid børneattesterne tilbage til den ansættende eller beskæftigende myndighed, virksomhed m.v. som almindelig post.

Tavshedspligt

Det fremgår i den forbindelse af lovgivningen, at indholdet af en børneattest skal behandles fortroligt, ligesom en overtrædelse af reglerne om tavshedspligt i forhold til indholdet af en børneattest skal sanktioneres efter kriminallovens regler.

Tavshedspligten betyder, at hvis en person fravælges, fordi vedkommende har en dom for seksuel misbrug af børn, må omverdenen ikke få at vide, at det er derfor træneren, læreren, pædagogen, vejlederen m.v. ikke ansættes. Hvis det vurderes nødvendigt, kan det i stedet forklares, at den pågældende ikke havde de for fornødne kompetencer til at bestride stillingen eller beskæftigelsen.


Til top

Sidst opdateret : 07.09.2010

Namminersorlutik Oqartussat, Imaneq 4, Postboks 1015, 3900 Nuuk, Telefon: (+299) 34 50 00, Fax: (+299) 32 50 02, E-mail: info@nanoq.gl