Ultimo august 2010 udbetaler Skattestyrelsen overskydende skatter for 2009 på i alt ca. 152 mio. kr.
I forbindelse med udbetalingen foretages der modregning, indtræden og udlæg, hvis skatteyderen måtte have restancer til det offentlige.
I år er der på den måde inddrevet ca. 40. mio. kr. hos i alt ca. 9.000 skyldnere, således at der kommer ca. 112 mio. til udbetaling.
De inddrevne beløb svarer til ca. 26,5 % af de samlede udbetalinger, hvilket er en stigning på ca. 3 % i forhold til året før.
Af de inddrevne beløb er ca. 15 mio. kr. inddrevet til dækning af Selvstyrets egne restancer, medens de resterende ca. 25 mio. kr. er inddrevet til dækning af krav fra andre offentlige kreditorer, herunder INI, Nukissiorfiit og de 4 Grønlandske kommuner.
Denne fordeling dokumenterer i øvrigt, at Inddrivelsesmyndigheden i sit inddrivelsesarbejde ikke prioriterer Selvstyrets egne restancer på bekostning af f. eks. de Grønlandske kommuners krav.
Ud over udbetalingen ultimo august er der i løbet af foråret og forsommeren udbetalt ca. 39 mio. kr. i de såkaldte § 15 udbetalinger. I forbindelse med disse udbetalinger blev der inddrevet ca. 9 mio. kr. til dækning af restancer til det offentlige, og årets udbetaling af overskydende skatter har samlet set således reduceret restancerne til det offentlige med i alt knapt 50 mio. kr.
Namminersorlutik Oqartussat, Imaneq 4, Postboks 1015, 3900 Nuuk, Telefon: (+299) 34 50 00, Fax: (+299) 32 50 02, E-mail: info@nanoq.gl