TAC
Naalakkersuisut fastlægger hvert år den totale tilladte fangstmængde i daglig tale kaldet TAC (Total Allowable Catch). Der fastsættes en TAC pr. fiskebestand samt fordelingen af kvoter.
Kvoter
Ved en kvote forstås en nations tildelte fangstmængde af en fiskeart indenfor et afgrænset farvandsområde. Der kan dog også fastsættes en bifangstkvote i enkelte områder. I udlandet anvendes fiskedage også som reguleringsmetode. Grønlandske fiskere har fx 450 fiskedage ved Svalbard i 2011 til opfiskning af tildelt rejekvote jf. bilaterale aftaler med visse enkelte lande.
Grønland bytter kvoter med Island, Norge, Færøerne, Rusland og EU via bilaterale aftaler. Afhængig af forhandlinger/aftaler kan EU videreallokere nogen af de tildelte grønlandske kvoter til andre lande fx Norge.
Kvotefordeling
TAC/kvotefordeling omfatter fx fordeling af TAC'en på kystnær- og havgående fiskeri, kvotebytter med andre lande. Enkelte bestande deles med andre lande fx er hellefiske bestanden i Vestgrønland en fællesbestand med Canada.
Biologisk rådgivning
Det er Grønlands Naturinstitut (GN) som afgiver den biologiske rådgivning til Grønlands Selvstyre. Rådgivningen er baseret på forskning og overvågning af fiskebestande. Endvidere er der et samarbejde med internationale organer først og fremmest ICES (International Council for the Exploration of the Sea - Det internationale havundersøgelsesråd) og NAFO (Northwest Atlantic Fisheries Organization).
