nanoq Nanoq
GrønlandskDanskEnglish
  • Borger
  • Inatsisartut

Skolehjemsredegørelse - berigtigelse

Departementet for Uddannelse og Forskning har erfaret, at Redegørelsen om Skole-hjem, som stadig er i høring hos relevante aktører, har været drøftet i Nunarput Ullumi i KNR.

Departementet erfarer også, at der i udsendelsen er blevet udtrykt bekymring for, om Naalakkersuisut er i færd med at lukke bygdeskoler under 20 elever – dette er ikke tilfældet. Med skolehjemsredegørelsen ønsker Naalakkersuisut tværtimod en åben debat og klare anbefalinger om, hvordan man kan styrke elevernes udbytte af deres undervisning i bygdeskolerne.

Ansvaret for folkeskolerne, herunder driften af bygdeskoler, er et kommunalt anliggende, hvorfor det ene og alene er kommunalbestyrelsen, der i dag kan beslutte, hvordan skolestrukturen, herunder antallet af bygdeskoler, skal være i kommunen.

I dag findes der dog ingen retningslinjer for, hvornår der skal tilbydes skoleundervisning eller hjemmeundervisning. Der findes heller ingen klare retningslinjer for, hvad kommunalbestyrelsen skal gøre i de tilfælde, hvor bygdeskolen ikke kan leve op til lovgivningen i forhold til indhold og kvalitet, når man for eksempel ikke kan tiltrække kvalificerede undervisere til bygden.

Kommunerne har derfor ved flere lejligheder efterlyst klare lovgivningsmæssige retningslinjer for, hvor mange børn der skal være på et sted, før der skal tilbydes skoleundervisning samt retningslinjer for forsvarlig gennemførelse af undervisningen. Naalakkersuisut har derfor valgt at belyse og problematisere spørgsmålet i skolehjemsredegørelsen, så man åbent og fordomsfrit kan drøfte, hvornår og ikke mindst under hvilke omstændigheder skoler lever op til forventninger og krav til undervisningens kvalitet, og hvad man i givet fald skal gøre for at rette op på eventuelle problemer.

Departementet for Uddannelse modtager i disse dage høringssvar fra interessenterne. Vi ser derfor med spænding frem til at modtage mange nye ideer til, hvordan undervisningen kan styrkes i vore bygdeskoler. Høringssvarene vil blive indarbejdet i rapporten og efterfølgende offentliggjort til politisk debat lokalt og på landsplan. Rapporten og den efterfølgende debat vil blive naturlige elementer i den nye uddannelsesstrategi, som Naalakkersuisut vil fremlægge for Inatsisartut under dette års forårssamling.


Til top

Sidst opdateret : 02.02.2012

Webmaster : Sofia Geisler

Namminersorlutik Oqartussat, Imaneq 4, Postboks 1015, 3900 Nuuk, Telefon: (+299) 34 50 00, Fax: (+299) 32 50 02, E-mail: info@nanoq.gl