6.1 Indledning
Kommissionen har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet følgende to forhold vedrørende sprog: a) den nuværende bestemmelse i hjemmestyrelovens § 9, hvorefter grønlandsk er hovedsproget, mens der skal undervises grundigt i det danske sprog, samt at begge sprog skal kunne anvendes i offentlige forhold, b) hvilket eller hvilke sprog, der tales fra Landstingets talerstol.Kommissionens generelle overvejelser om sprog har taget udgangspunkt i, at sprog udover at være et væsentligt aspekt af folks kulturelle identitet også er kommunikationsmidler mennesker imellem.
Endvidere finder kommissionen det væsentligt at understrege, at sprogsituationen i Grønland med to talte sprog langt fra er en unik situation, idet flersprogede samfund snarere er en regel end en undtagelse andre steder i verden.
