Optakt til Hjemmestyret

Digtere og sangere satte påny en ære i at skrive og synge på grønlandsk. Men de mest markante røster mod den førte politik kom fra de unge grønlændere, som var vendt tilbage til Grønland med en videregående uddannelse.

Opgøret kom i juni 1970 under en konference på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut, hvor man åbenlyst markerede sin modstand.

Året efter, i 1971, blev 3 unge politikere, Jonathan Motzfeldt, Lars Emil Johansen og Moses Olsen, valgt ind i Landsrådet. Denne trojka blev garanterne for en ændring i grønlandspolitikken.

De dannede partiet Siumut, hvis krav var Hjemmestyre, og dermed en grønlandisering af det grønlandske samfund. Slut skulle det være med fremmed dominans i Grønland.

I 1972 afholdt hele kongeriget folkeafstemning om indmeldelse i EF eller ej. I Grønland var der 70,3% modstand mod indtrædelse, men da man fortsat ikke, som på Færøerne, havde en hjemmestyreordning, måtte Grønland følge Danmark ind i EF.

Dette fik Moses Olsen, som på det tidspunkt var medlem af det danske folketing, til at udtrykke, at tidspunktet nu var nået til at indføre reelle ændringer i forholdet til Danmark.

Budskabet blev misforstået, og mange i Danmark opfattede det, som om Grønland ønskede at løsrive sig fra Danmark. Dette var dog ikke tilfældet, og den danske regering nedsatte efterfølgende først et udvalg og siden en kommission (Hjemmestyrekommissionen) der skulle føre til indførelsen af Hjemmestyre.

Dette blev indført pr. 1. maj 1979. Bortset fra ganske få områder, såsom retsplejen, udenrigs- og sikkerhedspolitik og monetærpolitik, har Grønland ret til, efter forhandling, at få overført alle områder, der naturligt hører hjemme under et grønlandsk administrativt system.