Vedlagt fremsendes til høring forslag til landstinglov om pligt til at indhente børneattest. Forordningsforslaget forventes fremsat til behandling på Inatsisartuts forårssamling 2010.
Det bemærkes, at der er tale om en genfremsendelse, idet forslaget har været sendt i høring i perioden 13. juli 2009 til og med 24. august 2009. At forslaget sendes i høring på ny skyldes, at Justitsministeriets tilkendegivelse om indholdet af forslaget og dermed forudsætningerne for anvendelse af børneattester først blev modtaget efter høringsfristens udløb. Vigtigheden af Justitsministeriets tilkendegivelse skyldes, at det er Rigspolitiet under Ministeriet, som skal forestå den egentlige udstedelse af børneattester. Derfor har det været afgørende at sikre sig en nærmere afklaring af vilkårene for indhentelse af børneattester på grundlag af Justitsministeriets bemærkninger, som i øvrigt er indarbejdet i forslaget.
På den baggrund er det fundet rigtigst at sende forslaget i høring igen, selv om det bortset fra enkelte punkter samt redaktionelle ændringer er identisk med det forslag, der blev sendt i høring sidste år. I den sammenhæng kan det nævnes, at kravet om indhentelse af børneattest for samtlige personer over 18 år i forbindelse med anbringelse af børn i kommunal eller privat dagpleje, der finder sted i passerens hjem er udgået. Dette skyldes, at Justitsministeriet har gjort opmærksom på, at der i kriminalregisterbekendtgørelsen alene er hjemmel til at indhente børneattest på passeren selv.
Forslaget har som overordnet målsætning at beskytte børn mod overgreb, når børnene befinder sig i daginstitutioner, skoler, idrætsforeninger m.v. Forslaget indfører en egentlig pligt til at indhente børneattest ved ansættelse eller beskæftigelse af personer i børnerelaterede funktioner. Dette betyder, at der skal indhentes børneattest, når f.eks. en daginstitution, skole, idrætsforening m.v. skal ansætte eller beskæftige personer, som i kraft af ansættelsen eller beskæftigelsen må antages at få en direkte kontakt til børn. Som det fremgår, retter forslaget sig først og fremmest mod de instanser, der besidder ansættelses- eller beskæftigelseskompetencen på de omhandlede børnerelaterede områder. Ved en børneattest forstås i den forbindelse et udtræk fra Det Centrale Kriminalregister, hvori er registreret forseelser begået over for børn under 15 år. Det drejer sig om incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år, udbredelse eller besiddelse af børnepornografi samt blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år. For så vidt angår den ”direkte kontakt” skal dette forstås således, at ansættelsen eller beskæftigelsen indebærer mulighed for tæt uovervåget samvær med børn under 15 år. I øvrigt kan børneattester alene udstedes med henblik på ansættelse eller beskæftigelse af personer, der skal have en sådan direkte kontakt til børn under 15 år. Dernæst skal den, som oplysningerne angår, have givet udtrykkeligt samtykke til, at der indhentes børneattest på vedkommende.
Det skal samtidig fremhæves, at Departementet i tilfælde af manglende høringssvar vil henholde sig til de høringssvar, som blev modtaget i forbindelse med den første høring, ligesom der altså herudover er mulighed for at fremsende supplerende bemærkninger..
Afhængig af høringsfasen og Landstingets behandling af forslaget er det hensigten, at forslaget kan træde i kraft den 1. august 2010.
Om den nærmere baggrund for forslaget, dets formål og indhold henvises til medsendte bemærkninger til forslaget.
Eventuelle bemærkninger til forordningsforslaget bedes være Departementet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Postboks 1029, 3900 Nuuk i hænde senest den 16. februar 2010.
Med venlig hilsen
Marcus Dalro
Jurist
Vedlagt:
1) Forslag til landstingslov om pligt til at indhente børneattest på grønlandsk og dansk
2) Tilhørende bemærkninger på grønlandsk og dansk.
Bemærkning
Namminersorlutik Oqartussat, Imaneq 4, Postboks 1015, 3900 Nuuk, Telefon: (+299) 34 50 00, Fax: (+299) 32 50 02, E-mail: info@nanoq.gl